Den eksplosive sag om whistlebloweren fra Danske Bank
Den nu berygtede Danske Bank-sag fra 2018 fik stor opmærksomhed i pressen, efter at nyheden om hvidvaskning af penge kom frem, men en medarbejder havde slået alarm længe før det. Denne artikel vil fortælle historien om Howard Wilkinson, der talte om den igangværende forseelse i Danske Banks estiske filial, herunder en diskussion af aspekter, der er fælles for mange af de erfaringer, som beslutter sig for at stå frem.
Den lange vej til at blive hørt
Hr. Wilkinson indberettede først den mistænkelige aktivitet fortroligt i 2013. Dette var relateret til en konto i London, der flyttede millioner af dollars uden at indberette nogen indkomst eller aktiver, og som senere blev afsløret som en af de største hvidvaskningsordninger nogensinde. Wilkinson fortsatte med at slå alarm om relaterede problemer sammen med Estlands tilsynsmyndigheder, som sendte 6 breve til deres danske kolleger vedrørende filialen mellem 2007 og 2014.
Danske Banks embedsmænd forsikrede Wilkinson og de danske myndigheder om, at der ville blive taget hånd om situationen. Det skete ikke, hvilket resulterede i en skældud på et møde i 2013 i Den Europæiske Banktilsynsmyndighed. Til sidst viste en intern undersøgelse, som Danskes ledelse brugte for at formilde Howard Wilkinson, intet brugbart.
Eskalation
Atmosfæren i afdelingen blev forværret, da Wilkinsons alarm ikke blev hørt. Danske Banks ledelse havde større ting at se til, og rapporten fik ikke den opmærksomhed, som den fortjente. Medarbejderne i den estiske filial blev fjendtlige og insisterede angiveligt på, at de ikke er politiet, og antydede, at det ikke var deres opgave at overvåge svigagtig aktivitet. I begyndelsen af 2014 trængte estiske embedsmænd så ind på kontoret uden tilladelse fra København og udarbejdede en sønderlemmende 340-siders rapport med detaljerede oplysninger om overtrædelser.
Dette gav anledning til den førnævnte interne undersøgelse, som Wilkinson i første omgang anså for lovende. Efter en to måneder lang undersøgelse blev han telefonisk informeret om, at rapporten var blevet udvandet under pres. Den forblev et udkast, som aldrig ville blive set af Danmarks banktilsyn. Wilkinson fik senere af en kollega at vide, at ledelsen havde lyttet med i hans samtaler med revisorerne. Det førte til hans afsked i slutningen af 2014, men ikke før han meddelte bankens øverste risikochef, at han ville informere myndighederne om det, han havde afsløret, hvis de ikke selv gjorde det.
Resolution
Der skulle gå lidt over to år, før nyheden blev offentliggjort, første gang Berlingske rapporterede om den i 2017. Danske Bank havde forgæves forsøgt at sælge den estiske filial, inden den helt lukkede den i 2015. Efterforskere afslørede, at filialen havde håndteret 200 mia. euro i stort set mistænkelige transaktioner. På det tidspunkt var sporet dog koldt, og det kunne ikke fastslås, hvem der ejede de svigagtige konti.
Wilkinsons historie er bemærkelsesværdigt velkendt og afspejler den historie, som mange andre modige personer har fortalt. Mange anmelder først internt og gør ledelsen opmærksom på forseelsen flere gange, men uden resultat. Ikke alene det, men udstødelse fra kolleger er ligeledes en hyppig forekomst, ligesom den intimidering, han oplevede som følge af at blive overvåget. Dette fører ofte til opsigelse, som det blev observeret i dette tilfælde. Dette er ikke kun skadeligt for de personer, der slår alarm, men også for de virksomheder, hvor forseelsen har fundet sted. Danske Bank led et ødelæggende slag mod deres aktiekurs og omdømme som følge af skandalen.
