Forandringens vind: direktivet om beskyttelse af whistleblowere
I oktober 2019 vedtog EU det længe ventede direktiv om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten (herefter kaldet direktivet eller direktivet om beskyttelse af whistleblowere). Direktivet er den første horisontale EU-lovgivning om beskyttelse af whistleblowere. Direktivet har til formål at forbedre håndhævelsen af EU-lovgivningen ved hjælp af whistleblowere på specifikke interesseområder, hvor manglende håndhævelse og overtrædelser er blevet anerkendt som potentielt potentielt skadelige for offentlighedens interesser. I øjeblikket drøftes der to måder at gennemføre direktivet på i medlemsstaterne. Det ene forslag er en "1:1-gennemførelse". Den nationale lovgiver vil grundlæggende kopiere og indsætte direktivets materielle anvendelsesområde. Den anden måde er at udvide anvendelsesområdet generelt til at omfatte enhver overtrædelse af loven, hvilket jeg kraftigt opfordrer medlemsstaterne til at følge.
Direktivet anvender en bred definition af whistleblowere, der spænder fra arbejdstagere og offentligt ansatte til entreprenører og praktikanter. Whistleblowerens personlige motiver må ikke tages i betragtning, kun den rimelige tro på, at de rapporterede oplysninger var sande på rapporteringstidspunktet. Når definitionen er opfyldt, skal whistlebloweren respektere kanalerne for offentliggørelse. Whistlebloweren kan frit rapportere enten internt eller til de kompetente myndigheder uden først at være forpligtet til at rapportere internt. Direktivet tilskynder stadig til intern rapportering. Det skal bemærkes, at offentlige eller private institutioner bør etablere interne rapporteringsmekanismer. Til det formål indeholder det detaljerede regler for, hvordan disse interne indberetningsmekanismer skal fungere. Det samme gælder for de kompetente myndigheder. Indberetning direkte til offentligheden (via medier eller andre platforme) er den sidste løsning for whistlebloweren.
Direktivet giver whistlebloweren beskyttelse i civilretlig, administrativ, arbejdsretlig og strafferetlig henseende. Whistlebloweren skal beskyttes mod enhver form for repressalier på arbejdspladsen. På trods af direktivets betydning er der flere spørgsmål, som ikke er tilstrækkeligt behandlet. For det første berører direktivet ikke spørgsmålene om anonymitet og økonomisk belønning. Disse to komponenter er væsentlige dele af beskyttelsen af whistleblowere, hvis de anvendes korrekt. For det andet overvejer direktivet ikke at oprette et EU-kontor for beskyttelse af whistleblowere, som skal koordinere gennemførelsen af direktivet og være et referencepunkt for alle forvirrede whistleblowere. Endelig kræves det i henhold til direktivet, at whistlebloweren ikke må begå en selvstændig strafbar handling på det tidspunkt, hvor han eller hun får oplysningerne. Det er ikke sikkert, hvad dette begreb er, og hvordan det skal anvendes, hvilket bringer whistlebloweren i en svag position, da han eller hun ikke vil vide, om der er begået en strafbar handling eller ej.
Gennemførelsen af direktivet går ret langsomt. Ifølge EU Whistleblowing Monitor har ingen af medlemsstaterne gennemført direktivet fuldstændigt. Fristen for gennemførelsen var den 21. december 2021. Desværre er medlemsstaterne langsomme i denne proces. Ikke desto mindre viser direktivet en kulturændring i EU i forhold til whistleblowere. For nogle år siden var whistlebloweren en skrøbelig figur, som næsten ingen beskyttelse havde, men nu er whistlebloweren beskyttet af EU-lovgivningen. Denne kulturændring bør komme til udtryk ved at indføre whistleblowing strukturer og beskytte whistleblowere, når det er nødvendigt.
